Ældre Sagens Natteravne i Aarhus

 
Ældre Sagens Natteravne er der for børn og unge, som har brug for en uformel snak, lidt omsorg og opmærksomhed. Derudover er de med til skabe tryghed for ældre.

Ældre Sagens Natteravne har til formål at vise børn og unge i det offentlige rum, at der er ansvarlige voksne, de kan bruge som rollemodeller, og som de kan tale med om alt muligt, uden at "blive en offentlig sag" og uden at det, der tales om, går videre til andre. Eller udtrykt med andre ord: de er børn og unges voksenvenner.

Ældre Sagens Natteravne er frivillige voksne i bedsteforældre-alderen, som går tur i Frydenlund / Møllevangen om dagen i hold på 3 i Natteravnenes karakteristiske gule jakker. Vi tror, at ældre kan være med til at gøre en forskel, idet de i kraft af deres alder og deres rolige og venlige fremtoning kan skabe den nødvendige tillid, så de unge tør henvende sig til dem og evt. få hjælp, i hvert fald til en snak.

De frivillige får masser af frisk luft og motion i et rart fællesskab samtidig med at de øger den lokale tryghed og reducerer risikoen for uro og hærværk.

Alle kommende Ældre Sagens Natteravne skal gennemgå et kort kursus og får tilbudt et kort træningsforløb, inden de skal på gaden - og de kan også gå med på en uforpligtende prøvetur, inden de beslutter sig for f.eks. at tage 5-10 ture om året eller en tur om ugen f.eks. Det bestemmer man selv.

 

Ældre Sagens Natteravne efterlever Natteravnenes 5 gyldne regler:

1. Vi er synlige, observerende men blander os aldrig fysisk

2. Vi går altid ud i hold på tre - mænd og kvinder sammen

3. Vi går altid i det offentlige rum

4. Vi giver os tid til at lytte og tale med børn og unge

5. Vi er hjælpere for de udsatte unge i det omfang, vi kan

 

Vil du høre mere eller med på en prøvetur, så kontakt:
Ældre Sagen Aarhus på 86 13 09 26 eller
aeldresagenaarhus@natteravnene.dk

 

Foto: Lars Aarø, Fokus

 

 

Ældre Sagen i AarhusVester Allé 88000 Aarhus CTlf.: 86 13 09 26