Kunne du tænke dig at være frivillig hospitalsven i Ældre Sagen i Ishøj?

 
Ældre Sagen mangler frivillige (ulønnet) hospitalsvenner som har overskud og kræfter til at ledsage kommunens borgere til undersøgelser, kontrol eller samtale hos en læge.
En del borgere har ikke pårørende eller andet netværk til at ledsage dem, hvis de skal til forundersøgelser eller kontrolbesøg på hospitaler eller hos speciallæger. De kan derfor være usikre på, om de kan overskue alle de informationer som de får.
Der kan du gøre en forskel.
Du fungerer som et sæt ekstra øjne og ører for borgeren. I kan drøfte situationen inden I tager af sted for at afklare, om borgeren har spørgsmål, som de gerne vil være sikre på at få besvaret. Efter besøget kan I sammen samle op på hvad der blev givet af informationer.
Som frivillig i Ældre Sagen bliver du tilbudt kurser således, at du er sikker på hvilke regler der er, bl.a. om tavshedspligt. Du får udstedt et identitetskort med billede, således at du over for borgeren kan legitimere dig.
Tilbuddet til borgerne i Ishøj startede i 2012. Vi er ikke nok til at dække det behov der er.  Vi vil derfor gerne være flere der har lyst til at være frivillig hospitalsven.
Hvis dette har vagt din interesse kan du kontakte Else Marie Eg på telefon 29917852 eller på e-mail emeg@ishoejby.dk